Gå til hovedindhold
Eleverne på Georg Stage

Dagbog 22/7

Lige så nemt som at spise Tapas! (22 juli)

Da vi insisterede på at sejle for sejl, nåede vi først Lissabon sent om natten. Vi brugte vores nattevagt på at gøre skibet ’Tallship-havne-klar’ så der blev sat signalflag over alle toppene og det sidste messing blev pudset klar. Da solen stod op og 3. skifte blev purret, vågnede vi op til en ny havn fyldt til renden med store flotte tallships. Til forskel fra Antwerpen ligger vi nu på ydersiden af det Norske skib Statsraad Lemkuhl, lidt afskærmet fra kajen og alle turisterne. Det syntes vi alle sammen er ret dejligt, da det godt kan blive en anelse intimiderende, at der konstant står folk på kajen og kigger på skibet og os. Resten af dagen havde 2. og 3. skifte landlov i sort uld-uniformen og 30 ͦgrader, mens 1. skifte blev tilbage ombord og vedligeholdte skibet. Landloven blev nydt på stranden og cafeer, og med afslapning og tapas i skyggen af platantræerne – det var rigtigt godt at mærke fast grund under fødderne efter 12 dage på søen. Og selvom tallship race var sjovt, bliver det nu også meget godt, at komme til at sejle igen uden officerernes alt for pressende blikke.