Gå til hovedindhold
Eleverne på Georg Stage

Elevdagbog uge 24

Atlanterhavet

HALLØJ 5. bakke mødt

Ugen begyndte med en magisk solskinsmorgen hvor vi fra 3. skifte fik æren af, at stå tidligt op og føre os bort fra Bermudas lyserøde palmestrande, røverhistoriefortællende taxachauffører og tarokkortlæggende narkohekse. Selvom ”Isles of the Devil” havde været gode ved os, var vi efter næsten en uge ved land klar til at komme til søs igen. Det kildede i fingrene efter at mærke det ru og velkendte tovværk mellem hænderne, samt bølgegang i de stive og lidt for landstabiliserede ben. 

De første par dage var magelige, og tillod på stille vis den velkendte og vellidte rutine at komme ind under huden; ellære om stikkontakter, slået MOB-rullerekord der resulterede i amputeret vindmand, brandøvelse med simuleret fald fra hustaget og dertilhørende og ligeså simulerede åbne benbrud, samt en overstyrmand der overbeviste os om, at vi var omringet af orlogsmænd. 

Natten til tordsag fik dette afslappende sofasejlads dog en brat ende, da Neptuns våde vrede vækkede os i form af ikke-lukkede koøjer ned til vores banje. Dette tillod litervis af aggressivt søvand at plaske og sjakse ned på dørken – og ikke mindst i vores køjer. Sådan vågnede vi til en natte-/morgenvagt med standhaftige søben, to gange havregrød (den smagte noget bedre da den skulle ned end da den kom op igen) og seks meter høje stålgrå dønninger, der på faretruende vis rejste sig omkring os, og mindede os om vigtigheden af forsigtighed. I midten af dette bevægelige bjerglandskab følte vi os skiftevis på toppen af verden og på bunden af havets endeløse dyb. 

Denne helt vildt torsdag morgen blev fulgt af en begivenhedsrig fredag eftermiddag, hvor x-factor og bland selv-slik så sandelig virkede som en underlig fabel, vi engang havde fået fortalt. Vinden havde på nul komma dut skiftet retning, hvilket betød at vi måtte i gang med en halsning, for igen at kunne fange vores yndlingsfremdriftsform. Dog blev denne manøvre som vi ellers har ret godt styr på ikke udført korrekt, og skibet fortsatte sin drejning, hvilket endte ud i en ufrivillig stagvending. Dette var i sig selv ikke noget stort problem, men da vi ikke var forberedt på det, blev fiskelinerne ikke halet ind i tide. På den måde fik vi altså togtets hidtil største fangst på krogen – nemlig vores egen skrue. Vi måtte derfor med hiv og sving få brast bak, så MOB-båden kunne sættes (denne gang uden at ødelægge vindmænd) og 1. styrmanden med snorkel og våddragt kunne befri os fra os selv. 

Da vi efter intens brasning, bjærgning og fastgøring af sejl havde fået tændt for motoren, og kunne lade den fiskelineløse skrue bevæge sig frit igen, blev vi besøgt af nogle venner vi ikke havde set i lang tid og næsten glemt. Den barnlige og ubetingede glæde ved at få selskab af en flok delfiner vældede spontant op i os, da den første legesyge hval brød en tilfældig dønnings krusede overflade i et overlegent badutspring, der virkede personligt udført for os. Vi blev i dette øjeblik mindet om vores første krydsning af Atlanten, og om hvor meget der er sket siden da. 

Men vinden er dog lidt af den samme, og er stadig ikke just med os, hvilket vist nok er blevet kendetegnende for vores togt. Derfor sejler vi en mindre omvej mod nord. Her håber vi på at kunne fange en vind der vil føre os østpå mod Azorerne, der lige nu virker ret langt væk. Dog er det en frisk og behagelig forveksling at komme mod nord og køligere himmelstrøg. Banjen der ikke længere er 40 grader varm tillader nu god søvn og putning i soveposerne, som hidtil har været overflødige. 

I stedet for stegende hede varmes vi nu inde fra af mageløse solopgange som morgen efter morgen formår at betage, behage og bevæge os. - Og ikke mindst hinandens selskab og venskab, der for hver dag blomstrer smukkere end det gjorde dagen forinden.  

Hallihalløj fra det store blå. Alt vel 
Maria, Magnus, Malik, Carla, Timm, Oscar, Gruscha, Carl, Tine, Frederik og Janus