Gå til hovedindhold
Eleverne på Georg Stage

Elevdagbog uge 26-28

Azorerne - Skt. Malo

Dagbog uge 26- 1. bakke.

Mandag stod vi op og 2. skifte havde lagt til i Horta havn på Azoerne. Rigtig fin havn omringet af høje klipper og med en vulkan i sigte. 1. og 2. skifte fik landlov med det samme alt i mens 3. skifte blev ombord på skibet for at lave vedligehold. Asoerne ligner en tropisk udgave af Færøerne, hvilket ikke mindst Overstyrmand Helle fremhævede ved flere lejligheder.

I Horta er der en ”kendt” væg, der hvor man ligger til kajs. Den ellers så grå og kedelige væg er prydet med tekst og malerier af diverse skibe, som har gjort sig bekendt med den. Vi tænkte da selvfølgelig, at Georg Stage ikke skulle stå til side, så Lasse #42 og Carl #55 har malet et maleri af vores flotte hjem, som vi er sikre på, der er taget en masse billeder af. 

Vi var på dæk imens de andre skifter havde landlov. Kvartermester Peter havde planlagt at dagen skulle stå i lakeringens tegn og nedvask af mesanmasten. Det blev der næsten ikke tid til da der i stedet skulle provianteres, skibet skulle forhales til en ny kajplads og vi havde et uheld da der blev fyldt og i dieseltanken og der pludselig var diesel på en tredjedel af hoveddækket. Så måtte hele skiftet skynde sig at lukke rendestenen til så dieselen ikke skyllede ud i havnen. Derudover moppede vi alt diesel op med alt hvad vi kunne finde af klude og gamle laser. 

Hele aftenen drønede motorjollen rundt i havnen og dem der havde lyst blev ’fartøjsførere’ i den.

Fordi at kvartermester Lau fik ferie, Kom Simon Og Anita ombord som afløsere. Vi skal selv have ham som kvartermester mellem St. Malo og Hamborg, hvor Peter tager på ferie. 

Onsdag morgen gjorde 2. skifte skuden klar til afgang mens 3. skifte havde fartøjstjeneste og vi gjorde rent, og klokken 10:00 lagde vi fra Horta og Azorerne (Øv! Der var vi flere der gerne ville have tilbragt mere tid). Georg Stage er som bekendt et sejlskib, men i denne uge har vi til tider haft fornemmelsen af at være ombord på en gammel coaster. Støjen fra motoren ligger som et fast lydtapet døgnet rundt og sejlene ligger som fint beslåede viskestykker om ræerne. Ikke ligefrem den mest spændende sejlads! For tiden går vi i 1. skifte 04-08 vagten. Traditionelt har denne vagt været kendetegnet ved meget arbejde og får pauser. Denne gang kan vi dog mærke at vi fået en hvis rutine efter 3 måneder ombord, således satte vi, tror vi nok, Georg Stage-rekord i dæksvask. 25 minutters effektiv skrubning. HALLØJ! 
Et andet sted hvor tempoet er i top er hos det umage ”bakstørnsteam” Marcus #3 og Niels #19. Motiveret af en intern konkurrence med bakstørnsdronningen i 2. bakke (Maria #4) har gutterne vist at vestjyder og Københavnere under de rette omstændigheder kan udrette store ting. 

Dertil har den meget spøjse, men dog seriøse endagssyge ramt 1. skifte. Alt fra maskingaster til kvartermester har været i rendestenen og talt i den store telefon, men dog ser det ud til at den nu er forbi, og hele 1. skifte er nu samlet, stærkere end aldrig før.

Vi har sejlet for motor, stort set siden vi forlod Horta havn. Med få undtagelser, er der blevet sat sejl, som så er blevet bjærget lige hurtigt. I forhåbning om noget god vind, foreslog 1. styrmand Johannes at vi skulle ofre noget, vi havde kært. Og der blev der. Alt fra landlovs t-shirts, slik, en lok hår og der blev vidst også hældt en dåseøl og en kold cola i havet. Vi venter nu spændt på blæsevejr, for det må siges at være lidt mere spændene at sejle for sejl end motor 

Vi nu kun har én kabyselev tilbage, og kabyssen kører på højtryk som aldrig før. Nu må dækselevene og hovmesteren træde til og udfylde det tomrummet.

Skrevet af Niels #19, Marcus #3 og Frida #1

 

Dagbog 2. Bakke. 

Halløj, Europa i sigte 2 streger om styrbord..

…. og følelsen af hjemme indtræffer så småt. Vandet har skiftet farve fra det klare blå, til det grågrønne som vi kender det fra Danmark. Skiundertøjet taget i brug på nattevagterne, som bliver køligere og køligere. En anden faktor på vi snart nærmer os afslutningen er den konstante eksamenssnak fra officererne og afrunding af pensum i de forskellige fag. 

Vi går stadig for motor, der er ingen vind og vandet er spejlblankt. Siden Azoerne har vi gået 4-8 vagten, hvor vi har haft nogle utrolig flotte morgenvagter, med både knaldrød himmel og total tåge. Derfor har dæksvasken og toiletskrubningen ikke været så slem. 

Frederik #20, Asta #14 og Merethe #18

Tud i hornet en af de største. 

Fredag morgen fik vi lidt af en oplevelse, da vi på radaren så at verdens største containerskib (TRIPLE E) stævnede lige imod lille Georg Stage. Mange af os kender den kun fra billeder, men nu så vi den faktisk med vores egne øjne. Den passerede os helt vildt tæt på, Munkebo Maersk - vi vinkede og de svarede med et tud i hornet! Hvilket var vildt fedt. 

Det er stadig ret så underligt at vi næsten er hjemme. Og at der ikke går ret lang tid før vi lægger til hjemme på Holmen i København. Det kan også tydeligt mærkes at vi alle er klar til at vende hjem til hvor vi hver især kommer fra og måske skrive i næste kapitler i vores liv. 

Jakob #16

Dagene og rutinerne bliver mere og mere ensartede eftersom vi har været her i over tre måneder nu. Det føltes som om vi bakkevis alle har kendt hindanden i flere år, selvom første mødedag huskes som var det i går. Man mærker tydeligt at folk er meget glade for at værre her og for at have mødt og lært hindanden at kende, men længslen efter at komme hjem til det og dem man kender bliver større for hver eneste time vi opholder ombord. Georg Stage har virkelig givet en god periode i ens liv, og man lever livet fuldt ud samtidigt med at man lære at glæde sig over alle de ting man har derhjemme.

Gabriel #12

 

Dagbog 3. bakke uge 28.

Søndag morgen åbnede St. Malos sig for Georg Stage, da vi sejlede ind gennem den smukke indsejling til byen. Vores ankomst var nøje timet efter tidevandet der hver 6. time ændre byens og havnens udtryk fuldstændigt. Vi havde alle set frem til at udforske byen, spise franske oste og få en ordentlig kop kaffe. Men størst var selvfølgelig glæden over at skulle se kvartermester Lau igen, efter et par ugers intenst afsavn. Vores rødhårede leder vendte nemlig tilbage fra ferie. 

2. skifte havde vagt på skibets første dag hvilket som sædvanligt bød på vedligehold i form af lakering af træværk, matering på pissoiret og opstramning af ryg perter. Efterfølgende lagde lige under 500 nysgerrige franskmænd vejen forbi til åbent skib. Encroyable, magnifique og lignende franske tillægsord udgjorde den primære kommunikation. Om aftenen havde vi et par timers fri før de andre skifter vendte hjem fra landlov. Her blev det til kortspil og lækker hygge på dæk. Rigtig hyggeligt blev det da Ebbe 24 på sax, morten 34 på guitar og maskinmester Jesper på pøs, fremførte deres no. 1 hit ”Dinglebras” og da festen var på sit højeste kom Lau tilbage. To dages landlov blev det til i St Malo. Første dag startede som alle andre gode landlove, en morgen rotur inden landlov. Efter roturen gik det mod st. Malos stræder. Første ting der blev lagt vægt på var at finde en god kop kaffe med den obligatoriske franske croissant. Derefter var der mange der ramte de forskellige shopping muligheder som st. Malo tilbød. Mange fik nogle super chik ting så de kunne passe godt ind i den franske moderigtige by. Derefter stod den for de fleste på at finde noget lækker frokost. Mange steder kunne man få moules frittes hvilket er blåmuslinger med pomfritter, en sjov kombination blev de fleste enige om. Dagen sluttede med en skøn stemning og alle kom glade tilbage til skibet i tide. Næste dag bød på lidt af det samme og vi forlod St malo glade og mætte i franske oste, croissanter og meget meget mere.

Da vi sejlede ud begyndte vores engelsk uge, en hel uge kun med engelsk snak 24 timer i døgnet og helt sindssygt mange nye maritime udtryk på engelsk. Ugen bød på mange sjove ordspil og en masse skønne danglish ord som fik alle til at trække på smilebåndet eller få latteren i gang. Til slut sluttede ugen af med en prøve hvor alle mere eller mindre nailede den og vi var nu alle mange maritime udtryk rigere.