Gå til hovedindhold
Eleverne på Georg Stage

Elevernes dagbog

Mellem Sankt Croix og Cuba

Mandag 15/5 Dagen i dag startede fuldstændig ulideligt varmt – 35 grader, totalt vindstille, virkelig høj luftfugtighed, hvilket til sammen var rigtig lummert. Pga. varmen fik vi lov til at række saltvandsbad til i middagspausen, hvilket faldt i rigtig god jord hos alle, så vi lige kunne blive kølet lidt af inden undervisningen startede for os kl 1300. Den lille skyller føltes virkelig som himlen på jord og den sløve stemning, der havde floreret mellem os hele formiddagen pga. varmen, forsvandt som dug for solen. Vi gik dog stadig alle sammen og håbede på en regnskylle, der kunne rense luften, da det for én gang skyld var rarere at være på banjen end på dæk – og det siger ikke så lidt. Den skylle skal jeg love for, at vi fik! Da vi sad til undervisning åbnede himlen sig og regnen fortsatte kontinuerligt indtil vi gik af aftenvagten til midnat. Fordi det regnede så meget, var der aftenhygge på forbanjen, da de fleste gerne ville være i tørvejr og begge skifter, der bor på forbanjen, havde frivagt. Det var super hyggeligt at være samlet på banjen, hvor folk lavede en masse forskellige ting bl.a. differentieret navigation, spillede spil, hørte musik og der var sågar også nogle, der fik sig en lur. Der var en helt speciel stemning, da det var det første ”rigtige” regnvejr vi har haft på turen. På aftenvagten (20-24) var vi alle iført vores orange olietøj og dertilhørende støvler. Vi var til vejrs flere gange for at bjærge sejl og det synes jeg personligt, er en meget speciel oplevelse, når sejlet blafrer op i hovedet på os, når vi står på råen og den helt specielle lyd det laver, når sejlet slår i vinden. Så kan man ikke helt lade være med at tænke over, hvor vilde kræfter, der er på spil, men det gør det også bare endnu federe at stå deroppe – også i øs pøs regnvejr. Efter sådan en vagt, kunne hele 1. skifte gå trætte men glade til køjs. /13 Rikke, 1. bakke, 1. skifte Tirsdag 17/5 Efter en god nats søvn blev vi purret kl 0700, så vi kunne være klar til at overtage vagten fra 3. skifte kl 0800. Efter de faste rengøringsrutiner på vagten skulle gordingerne på storsejlet skiftes. 1. kvartermester Peter præsenterede opgaven for os og derfra skulle dem, der havde prøvet at sætte gordinger på sejl før, oplære dem, der aldrig havde prøvet det. Vi delte os op og mens nogle gik til vejrs, lavede andre syede taklinger i tampen på de nye gordinger. Det er vildt fedt at lave sådan nogle praktiske opgaver på skibet, der kommer i brug med det samme. Så bliver det rigtig tydeligt at alles indsats er vigtig, så opgaven løses hurtigst og bedst muligt. I løbet af den regnfulde nat, var der løbet vand fra hustaget og hele vejen ned i forskibet, hvor det havde fundet vej ind i elskabet. Det gjorde at maskinmester Mathilde hele dagen gjorde et bravt stykke arbejde for at få fikset det igen. Dette gjorde dog også, at der efter skafning blev slukket for strømmen til kabyssen og at der blev slukket for vandet på hele skibet. Besøg på det lille hus var derfor lidt alternativt det meste af dagen, fordi vakuummet virkede, men vi selv skulle hælde vand i kummen igen fra de store vasketøjspøse, vi havde fyldt med vand. Da midtvejsprøverne jo nærmer sig med hastige skridt (de foregår mellem Cuba og Miami), havde vi en prøve-prøve i praktisk sømandsskab på nattevagten. Dvs. at vi fik en time til at lave et øjesplejs, to syede taklinger og et krydstørnsbændsel. Det var meget fedt at prøve og det var dejligt at gennemgå alles arbejde bagefter, så Peter kunne fortælle os hvad de virkelig lægger mærke til, når de vurderer dem til den rigtige prøve. Aller sidst på vagten, da vi havde purret 2. skifte, begyndte det at dryppe, så efter vagtmønstring kunne vi roligt og tørt gå til køjs, og glæde os over endnu en dejlig varm nat på banjen, mens 2. skifte måtte ty til det orange olietøj. / 13 Rikke, 1. bakke, 1. skifte.