Gå til hovedindhold
Bjarke Wahlqvist Kaptajn på Georg Stage

Kaptajnens dagbog

Atlanterhavet

2. maj 2017 

Seneste uge har ikke budt på nogen overraskelser, vi kæmper med at holde snitfarten under 5 knob. Vejrudsigten ser lovende ud og jeg beslutter at låse ankomstdatoen på den 6. Maj kl 10.00.  Dette har de sidste par dage givet lidt problemer da vi er røget ud i noget bygevejr, der betyder at der næsten ikke er noget vind imellem bygerne. Snitfarten for at nå det den 6. April er pr. dags dato nu oppe på 5,4 knob. 

Efter lidt skriveri frem og tilbage mellem myndighederne og lodserne på St. Croix har vi besluttet at sejle til Christiansted i stedet for først planlagt Frederiksted. Christianssted skulle efter sigende være hyggeligere at ligge i end Frederiksted, der er meget præget af at være en havn for Cruiseskibe og disses passagerer. 

Sejladsen over er gået ind i sin sidste fase, der er nu kun 4 døgn tilbage før ankomst. Dette er ofte et af de sværeste tidspunkter på en lang rejse, man tænker at nu er vi der næsten, og så er det vanskeligt at kapere at der faktisk stadig er 4 døgn. Dette resulterer i, at alle bliver mere og mere rastløse. St. Croix ligger i anden række af de Caribiske øer, så det bliver spændende at se hvordan eleverne reagerer når vi sejler forbi de første øer, og stadig har 1-2 døgn før vi finder vores ø.

I går den 1. maj, var det også elevernes første måned om bord, vi regnede ud, at hver elev den sidste måned har været i land sammenlagt 10 timer, så man kan godt forstå hvis de er rastløse og lidt slidte i kanten i forhold til de sociale evner.

Fiskeriet er gået ind i fase 2, nu med hoved fra mindre fisk som agn, det er de store vi går efter. 

Eleverne ville gerne lære hinanden bedre at kende på tværs af skifterne og fik 2 timer om aftenen hvor de lavede et speeddating koncept rundt om stormasten i to cirkler hvor alle kom til at snakke med alle. Det var festligt og højlydt.

Flere elever er allerede så langt i deres skolearbejde, at de kan udføre rigtigt vedligehold, med bankning af rust, malerarbejde,  splejsning af vævlinger, lakering osv.